Vejledning og social retfærdighed – hvorfor er det vigtigt i coronavirussens tid?

1800x1200_coronavirus_1

Thank you to Bo Klindt Poulsen for translating our piece into Danish. For the English text see Why a social justice informed approach to career guidance matters in the time of the coronavirus.

I denne tekst diskuterer Tristram Hooley, Ronald Sultana og Rie Thomsen hvordan coronavirus-pandemien former vores karrierer. De argumenterer for, at regeringer må indse at det er afgørende at støtte karrierevejledning fordi menneskers arbejdsliv ’disruptes’. Men, skriver de videre, det er ikke nok at håndtere krisen. Karrierevejledning kan også hjælpe mennesker med at forstå de måder hvorpå politik og magt skaber verden efter coronakrisen. I sådan en situation må vi tænke over, hvordan vi kan skabe et mere retfærdigt, menneskeligt og bæredygtigt udgangspunkt for verden.

Vi har over de seneste år skrevet om vigtigheden af at understøtte mennesker og fællesskaber i at udvide måden de tænker om karriere. Karriere er ikke bare et synonym for den tid, vi tilbringer på arbejdsmarkedet med at sælge vores tid til den højstbydende. Karriere er snarere en tråd som snor sig gennem ens liv og forener dit betalte arbejde med dit ubetalte arbejde, uddannelse, familie, fritid, medborgerskab og alt muligt andet. Det handler om at udforske nye måder at være menneske på i den antropocæne tidsalder, måder som anerkender mennesker som symbiotisk indlejret i fællesskaber og i omgivelser, som bedrøveligvis i stigende grad er truede. Hvis begrebet ’karriere’ er den store helt i vores fortælling, så har ’neoliberalisme’ været skurken. Neoliberale strukturer og måden neoliberalismens kulturer har koloniseret vores tankegang, er det som transformerer det potentielt frigørende løfte om karriere (hvor du beslutter dig for hvad du vil gøre med dit liv) til en proces som er defineret ved individualisering, konkurrence, usikkerhed, lønslaveri og undertrykkelse.

Vores kritik af meget af den tidligere litteratur om karriere har været at den har fokuseret på de frigørende muligheder i individuelle handlinger og ignoreret måden hvorpå den politiske økonomi skaber denne handling og udhuler elementerne af selvrealisering. At skabe en karriere i neoliberalismen er blevet omdannet til ikke ret meget mere end et rotteræs, som i sidste ende er skadeligt for menneskelivet og stærkt ødelæggende for miljøet.

Anerkendelsen af karrierens vigtighed som en bane, hvor menneskelig udvikling kan finde sted, og den rolle neoliberalismen har spillet i at knuse håb og begrænse muligheder, kaster handsken til ’karrierevejledning’. Vi hævder, at karrierevejledning i bund og grund er ’en målbevidst læringsmulighed som hjælper individer og grupper til at overveje og genoverveje arbejde, fritid og læring i lyset af nye informationer og erfaringer og at handle både individuelt og kollektivt på baggrund heraf’ (Definitionen kommer fra vores bog Career Guidance for Social Justice). Vores argument har været, at i den form for verden vi lever i, kan karrierevejledning understøtte menneskelig udvikling og frigørelse og hjælpe mennesker med at udfordre og overskride neoliberale
styringsmekanismer. Vi ønsker ikke at ignorere eller forblive neutrale over for udfordringerne fra magt og kontekst, eftersom det ville være at opgive karrierevejledningens løfte til borgerne om at den kan hjælpe dem med at leve meningsfulde liv.

Vores arbejde har rødder i finanskrisen i 2007-2008. Vi bygger på en lang tradition i kritisk pædagogik og en noget mindre tradition for radikal eller emancipatorisk karrierevejledning, men neoliberalismens krise i 2008 og dens efterfølgende slingren og stagnation åbnede rum for en ny samtale inden for vores felt. Det virkede i stigende grad usandsynligt, at den neoliberale retorik med dens løfte om stadigt stigende rigdom og forbrug kunne opfyldes. Ja, sådanne løfter til individet viste sig faktisk at være skadelige for os og det økosystem vi bebor. Siden 2008 er radikale ideer om alternative måder at organisere samfundet på, begyndt at blive mainstream og i vores lille hjørne af verden er vi begyndt at overveje hvilken rolle karrierevejledning kan spille i denne globale diskussion om fremtiden, vores fremtid.

Ind kom coronavirus

I den periode hvor vi har skrevet om disse ting har verden kastet mere og mere forvirrende fænomener op. På den ene side har vi de nye autoritære ledere (Trump, Orban, Modi), Brexit og væksten af den yderste højrefløj. På den anden side ser vi nye modstandsformer i Greta Thunberg, partiet Podemos i Spanien og det britiske arbejderpartis og de amerikanske demokraters sving mod venstre. Det har været svært nok at få disse, den sene neoliberalismes spasmer, til at give mening, men fra begyndelsen af 2020 trådte coronavirussen frem på scenen og mange af den nuværende den politiske økonomis regler blev sat ud af spillet.

Coronavirussen kom ud af den blå luft. Den minder os om, at mennesker ikke er de eneste aktører på planeten og at der nogen gange sker ting, som ikke er et resultat af en politik, en social bevægelse eller endda et politisk og økonomisk system. Det har sat det faktum, at vi er sårbare, på spidsen, at det vi tager for givet om livet, som forstår det, kan falde fra hinanden ganske hurtigt, omfattende og tilsyneladende uden nogen grund.
Ikke desto mindre, på trods af coronavirussens tilsyneladende tilfældige natur skal vi være varsomme med ikke at dekontekstualisere den. Som pandemiforskeren Nita Madhav og hendes kolleger skrev i 2017 ’sandsynligheden for pandemier er steget over det sidste århundrede, på grund af øget global rejseaktivitet og integration, urbanisering, ændringer i brugen af jorden og større udnyttelse af det naturlige miljø’. Ydermere gør de opmærksom på, at lande med stærke sundhedssystemer og kapaciteten til at handle samordnet og systemisk er bedre i stand til at håndtere pandemier. De fremhæver også nogle af farerne ved de store forskelle i landenes muligheder for at håndtere en pandemi, eftersom vi som menneskehed kun er så stærke som det svageste led i kæden.

Alt dette minder os om, at mens neoliberal tænkning og handling ikke forårsagede coronavirus, er verden som den er i høj grad modtagelig over for sådanne pandemier og naturkatastrofer – en lektie mange af os lærte, eller burde have lært, fra orkanen Katrina og dens efterspil i 2005. Neoliberale politikker, som er designet til at ’rulle staten tilbage’ og individualisere ansvaret for sundhedspleje og socialhjælp reducerer uvægerligt vores kapacitet til fælles at håndtere kriser som pandemier på et samfundsmæssigt plan, når de viser sig. Som den politiske økonom Will Davies skrev i forbindelse med coronaviruskrisen, ’Keynesianismens ende anskues så ofte i finans- og pengepolitiske termer. Men den var også epistemologisk. Den neoliberale stat opgav bestræbelserne på at regere samlet, og nu ved den ikke hvordan den skal gøre det.’ Lige nu er vi vidner til forskellige form for svar fra forskellige staters regeringer. Fra de som ikke har noget klart politisk svar på krisen, til regeringer (både i sociale velfærdsstater og i mere finansielt liberale økonomier) som kompenserer lønmodtagere og ledige og dækker de nødvendige udgifter til opretholdelse af virksomheder mens ’virksomheder ligger i dvale’ som Berkely-økonomerne Saez og Zucman formulerer det.

Alt dette har medført et lidet opbyggeligt skue til flere af verdens politiske ledere i komplet panik og usikre på, hvad de skal gøre nu. Mens nogle få ideologer som Storbritanniens Ian Duncan Smith holder fast i den neoliberale ideologi igennem pandemien, søger de fleste desperat efter ethvert redskab, som kan hjælpe dem med at undgå social og økonomisk kollaps. Dette har ført til nogle sære omgrupperinger, fx den tidligere republikanske præsidentkandidat i USA, Mitt Romney, som undersøger borgerløn og Sydkorea, som modtager international berømmelse for det høje niveau af statslig intervention, som har karakteriseret landets reaktion på coronavirussen.

Der er forskellige scenarier for langtidseffekterne af pandemien. I det mest optimistiske er vi tilbage til ’normalen’ til sommer. Men mere realistiske modeller bemærker at selv om pandemien forsvinder ved hjælp af et eller andet mirakuløst teknisk fiks, vil skaden på økonomien sandsynligvis være betydelig. Mange restauranter, barer, flyselskaber og butikker må dreje nøglen om under perioden hvor et land er lukket ned og vil måske ikke være i stand til at åbne økonomisk stimulus. Meget arbejde er i gang med at skifte til at fungere online, og det er uklart om dette vil vise sig at være en langsigtet ændring, men hvad der står klart er, at det giver anledning til en diskussion af den nye virkelighed skal se ud i forhold til arbejde og arbejdsliv.

Hvor passer karriere og karrierevejledning ind i dette?

Coronavirus har allerede medført et af de mest omfattende og kollektive skift i vores karrierer siden anden verdenskrig. Pandemien fungerer som knockouten for faste idéer om arbejdets natur, fritiden, familielivet og samfundet. Mange af de råd vi, som vejledere, måske har givet om, hvordan man skaber en succesfuld karriere kan simpelthen kastes bort. I en verden hvor det at tage ind på kontoret, netværke og gå til jobsamtale alle er noget, der hører fortiden til, er det nødvendigt at karrierevejledningen radikalt og hurtigt reformerer sine budskaber. Karrierevejledning har derudover altid været svagere, til at vejlede om det uformelle arbejdsmarked og prekære arbejdsformer. Ikke desto mindre har mennesker med prekære arbejdsformer i den aktuelle situation desperat brug for hjælp og støtte, eftersom mange af de erhverv, de er en del af, er kollapset.

Mens coronavirussen først og fremmest er en trussel mod vores helbred, har den sekundære trussel mod vores økonomi sandsynligvis endnu større konsekvens. Vi kan forvente at arbejdsløsheden stiger, beskæftigelsesmæssige forskydninger og at jobindhold ændrer sig. Med skolelukninger og fritidsaktiviteter, som forsvinder, kan vi også forvente at se at arbejdet bliver i stigende grad filtres ind i familielivet. Vi kommer sandsynligvis også til at se fremkomsten af nye uligheder, når mange, med undtagelse af sundhedsarbejdere, som forbliver i frontlinjen, beskytter sig selv og andre mod sygdommen bag deres laptops, mens andre fortsat må byde verden udenfor trods.

I en sådan situation burde karrierevejledning være en synlig offentligt tilgængelig funktion (se også Emma Bolger om dette emne). Hvordan vil du håndtere forandringerne i dit indkomstgrundlag, dit arbejds-, familie- og sociale liv? Hvad er de bedste strategier til at håndtere disse forandringer, både individuelt og kollektivt?

Karrierevejledere kan udforske forskellige svar på disse spørgsmål sammen med borgere. Karrierevejledning kan fungere som sparringspartner for personlige refleksioner og som et reservoir for socialt erhvervet viden. Det kræver i sagens natur, at professionelle karrierevejledere gør brug af digitale former for praksis, men heldigvis findes der allerede en masse praksis at bygge på (fx her og her).

Der er også behov for, at regeringer og andre interessenter reagerer hurtigt på de omfattende forandringer, som coronavirussen forårsager i menneskers arbejde, læring og fritid og anerkender at karrierevejledning lige præcis er den slags hjælp, der er brug for. Hvad tænker befolkningen om, hvordan de ønsker at leve deres liv med uddannelse, læring og arbejde i den nye fremtid? Regeringer er nødt til at tænke den brede befolknings adgang til professionel karrierevejledning ind, som en del af deres respons på krisen.

Fra krise til omstilling

I den aktuelle situation ville det være meget let for karrierevejledning at gå i krisestyringstilstand og udelukkende fokusere på at hjælpe mennesker med at håndtere arbejdsliv og ledighed under pandemien og i dens eftervirkninger. En sådan tilgang ville uvægerligt fokusere på tilpasning og risikerer at konstruere virkeligheden som fast og uforanderlig. Mennesker oplever en ny virkelighed under coronavirussen. Disse erfaringer, så komplekse som de er, indeholder måske noget som individer og fællesskaber ønsker at og vil tage med videre.

Strategien med social distance har skabt et transformativt pædagogisk øjeblik som naturligvis vil blive udnyttet på forskellige måder af forskellige interessegrupper (politiske, religiøse og andre), som alle vil forsøge at bruge det til at fremme forskellige slags læringer og lede folk mod forskellige konklusioner. I en sådan situation er det vores rolle som karrierevejledere at hjælpe mennesker med at se, at der er en række forskellige løsninger på krisen og at vi er nødt til at tænke dem grundigt igennem og overveje, hvem der drager fordel af hver af dem. Den form for analyse kan hjælpe mennesker med at overveje, hvordan de ønsker at skabe deres karriere mere effektivt og anerkende, at det at skabe karriere ikke blot handler om at lære at bruge en videokonference, men også om at udøve pres for bedre løn under sygdom, sygedagpenge, sundhedssystemer, jobsikkerhed og kontrol over retningen for økonomien.

Vi peger på at en social retfærdighedstilgang til karrierevejledning er relevant, ja endda afgørende, i lyset af den situation som coronavirus bringer vores samfund i. I bogen Career Guidance for Emancipation tilbyder vi fem vejvisere til, hvordan en social retfærdig tilgang til karrierevejledning kunne se ud. I lyset af coronavirus ser de fem vejvisere sådan ud:

  • Byg kritisk bevidsthed. I en kriseperiode kan karrierevejledere hjælpe mennesker med at forstå situationen, ikke blot reagere på den på et personligt plan. Det betyder at tilskynde folk til at tænke over de forskellige politikker i situationen og overveje, hvor de selv står i forhold til de tiltag som regeringer, virksomheder og andre aktører tager.
  • Navngive undertrykkelse. Det er allerede klart, at coronavirussen ikke vil påvirke alle lige meget. Ældre mennesker, kronisk syge og personer med dårligt immunforsvar ser ud til at blive endnu mere sårbare i forhold til at miste arbejde, helbred og måske endda deres liv. Samtidigt står personer med prekært arbejde, lavtlønnede og personer uden reservekapital over for udfordringer uden sidestykke, som rækker ud over det at opretholde helbredet. Medmindre disse grupper bliver hjulpet, ser de ud til at skulle bære hovedbyrden af krisen. Karrierevejledere kan pege på specifikke behov for disse grupper, og hjælpe dem med at se uretfærdighederne og ulighederne. Vejledere kan hjælpe dem med at organisere sig for at sikre at de stadig kan have adgang til en rimelig karriere.
  • Stille spørgsmål ved hvad der er normalt. Hvad der er normalt skifter hurtigt i den aktuelle situation. Men diskussionen om at ’vende tilbage til normalen’ og hvordan en ’ny normalvirkelighed’ ser ud, bliver sandsynligvis fronten i politisk debat og diskussion. I relation til vores karrierer vil dette sandsynligvis manifestere sig som tusinde mikro-kampe om hvor og hvordan vi forventes at arbejde, hvad arbejde består af, samt hvad sygdom, stress og trivsel er, osv. Det er en nøglerolle for vejledere at tilskynde mennesker til at stille spørgsmål ved og udfordre ideer om normalitet, og særligt hvad der skal være den nye normalitet efter krisen.
  • Opmuntre mennesker til at arbejde sammen. Coronavirussen skaber et komplekst miljø for social solidaritet. På ét niveau har den skabt en anerkendelse af fælles erfaring, som overskrider alder, etnicitet, nationalitet og andre forskellighedsmarkører. På et andet niveau har den sprængt os til atomer, forhindret os i at mødes. Karrierevejledere kan hjælpe individer med at mødes med henblik på hjælp, solidaritet og handling. Gensidige hjælpegrupper opstår hurtigt og vejledere kan blive en del af dem. Efterhånden som den nye normaltilstand opstår kan individer sammen finde ud af, hvordan de reagerer både personligt og politisk i forhold til den nye kontekst som vores karrierer skal udfolde sig i. Karrierevejledning kan spille en vigtig rolle i at facilitere denne sociale interaktion om spørgsmål vedr. arbejdsliv, efteruddannelse, arbejdsformer osv.  gennem en mangfoldighed af online- og andre redskaber.
  • Adresser forskellige niveauer. Endelig kan karrierevejledere vedkende sig at karrierevejledning ikke blot kan anskues som arbejde med individer. Vi befinder os i en periode med hurtige forandringer og genforhandlinger, og det at sikre at mennesker kan skabe meningsfulde karrierer kommer til at kræve interventioner i organisatoriske, sociale og politiske systemer så vel som rådgivning, vejledning og uddannelse.

Ikke vores sidste ord!

Corona-pandemien er en igangværende situation. Vi påstår ikke, at vi forstår hvad der sker, eller hvor det vil føre hen. Denne tekst er et tidligt forsøg på at teoretisere situationen og gennemtænke den form for respons som karrierevejledning kunne give. Vi er interesserede i at høre fra andre mennesker, og hvis der er nogen, som har lyst til at skrive mere om dette, vil vi hilse det velkomment.

I mellemtiden tilskynder vi alle til at passe godt på sig selv, fortsætte med at praktisere social retfærdig karrierevejledning dér, hvor vi kan og holde fast i idéen om at fremtiden måske stadig vil kunne føre os til en bedre verden.

4 comments

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s